De fem grundsøjler

  • Visionært

  • Borgernært

  • Positivt

  • Fremadrettet

  • Ansvarligt

DE FEM GRUNDSØJLER

”Vi er Fusion Randers både på ordets ene og anden betydning. Vi er Fusion Randers, fordi vi har vores kommune kært. Vi vil Randers. Randers som by, Randers som kommune og Randers med sit fantastiske opland af større og mindre samfund, der gang på gang viser, de kan løfte sig selv. Vi vil Randers for den fantastiske natur, de gode muligheder og den jyske ånd, som er groet op af mulden igennem hårdt arbejde og kreative sjæle; en helt speciel ånd, som man ikke finder andre steder.

Vi er også ordets anden betydning. Vi er anderledes. Vi er ikke til for at følge en ideologisk linje eller skulle stå på mål fra landsdækkende partier og deres udmeldinger. Vi er her, fordi vi har en mission sammen; vi vil Randers det bedste. Vi er hverken blå, røde, gule, grønne eller en hel tredje farve. Vi er ildsjæle, der vil gøre en forskel for randrusianeren og dennes liv og tilværelse, i det område vi har kært. Vi er anderledes, fordi vi vil Randers det bedste, og fordi, vi ikke er her for at få taburetter eller andet magt og midler. Vi gør det for os selv og vores kommune. Fordi vi er Fusion Randers.”

VISIONÆRT

Vi holder mulighederne åbne

Vi skal som udgangspunkt aldrig sige nej. Vi kan i værste tilfælde sige; måske, men vi skal lade mulighederne være åbne for at se visionært på tingene. Vi vil ikke lade os styre af ideologiske principper og begrænsninger, men i stedet lade mulighederne være åbne, uagtet hvor de kommer fra.

Vi er foregangseksemplet

Vi behøver ikke altid lege kongens efterfølger. Der er kutyme for i kommunalpolitik, at vi sammenligner hinanden på forskellige parametre, og derefter prøver at gøre mere som de, der gør det bedst. Vi skal selvfølgelig fortsætte med at lære af andre, men vi skal også i højere grad lade os inspirere af os selv – og lade os være inspirationen for andre. Vi skal turde gøre noget nyt og være anderledes.

Randers skal bestå

Det er ikke for sjov, vi kalder os Fusion Randers; for vi ved, hvad der er DNA-en i kommunen. Vi ved, vi ikke blot er endnu en provinskommune i det danske land. Vi ved, at Randers er noget specielt. Og derfor har vi også en klar vision om, at Randers skal bestå. Vi skal ikke være en forstad til hverken Aarhus eller Aalborg. Vi skal være dem vi er, og dem vi igennem århundrede har været kendt for at være. Den bundsolide jyske ånd, som ikke findes andre steder i det danske land. Vi er Fusion Randers.

Fremtidens samfund

Vi er under konstant teknologisk udvikling. Vi skal ikke være bange for at tage i mod fremtidens muligheder; også selvom det kan koste ressourcer og arbejdspladser i nuet. Mennesker har i al tid været bange for udvikling, og til trods for, at udviklingen aldrig har gået hurtigere, så har vores levestandard aldrig været højere. Vi skal derfor ikke lade os begrænse af udviklingen, men gribe den og være forgangseksemplet for fremtidens samfund.

Vi lader os inspirere af drømme

Vi har alle noget, vi drømmer om. Drømme for os selv. Alt fra de små drømme om en stor Grønvangspeciel på en varm sommerdag, til de større drømme om familie, villa, Volvo og vovse. Vi tror dog også på, at vi alle går og drømmer om noget for hinanden. Drømme om hvordan det perfekte samfund er; drømme om andres lykke. Vi vil ikke lade os begrænse af drømme, men derimod søge inspiration i dem. Hvad drømmer du om?

BORGERNÆRT

Vi vil have åbenhed

Vi holder ikke noget skjult, som ikke skal holdes skjult. Borgerne har ret til at kende til beslutningsprocesserne og vide, hvad der ligger til grund for hvert enkelt valg. Vi vil ikke begrænses af mørklægningslove etc., men i stedet gå modsatte vej mod et mere åbent demokrati, hvor enhver borger har ret til indsigt i, hvilke beslutninger, der bliver taget og hvorfor.

Vi vil have nærdemokrati

Vi mener, det i højere grad er de berørt borgere, der skal have den største beslutningskraft. Derfor ønsker vi nærdemokrati. Vi mener ikke, at det nødvendigvis er politikere, der sidder i centrum af Randers by, der ved bedst om, hvad man gerne vil i kommunens mange landsbyer og vice versa. Beslutningsprocessen skal i højere grad lægges ud til borgerne selv. Vi sætter som politikere visionen og rammen, men lægger op til, at borgerne selv formidler inden for rammen.

Vi vil have borgerinddragelse

Vi skal i højere grad have borgerne selv til at være kommunens omdrejningspunkt. Vi skal have gjort det let som borger at komme til orde, og lade sine idéer og meninger komme til høre. Borgerinddragelse skal være indsats nummer ét for at fremme kommunen som det sted, borgerne føler de hører til, og hvor de vil være.

Vi vil hylde frivillighed

Vi ved, at en stor del af det samfund, vi har i dag, er bygget på frivillighed. Og frivilligheden skal hyldes og i langt højere grad inddrages. Det er frivilligheden, der holder foreningslivet, landsbylivet og meget andet i gang, og det er det, der gør os, til dem vi er. Dem, der frivilligt gør noget for andre, fordi vi har en tro på, at vi alle vil hinanden det godt. Det frivillige er, hvad der gør os til danskere og mennesker.

Vi ved ikke bedre end borgerne

Vi skal lytte til de, der ved bedst. Og vi erkender, det ikke altid er os – faktisk er det sjældent os. De, der oftest ved bedst, er borgerne selv. Det er de implicerede, der udgør kernen i samfundet. Vi skal lytte til, hvordan forældrene gerne vil have deres børns skolegang skal være. Vi skal lytte til børnene og de ældre, når de fortæller os om, hvilken værdig alderdom, de gerne vil have. Vi skal lytte til erhvervslivet for at høre, hvilke rammevilkår vi skal stille til rådighed for dem for, at de har de bedste vækstbetingelser. Vi skal gøre os bevidste om, at vi ikke ved bedre end borgerne, og behandle dette med respekt.

POSITIVT

Vi snakker ikke Randers Kommune ned, kun op

Vi vil kun de positive fortællinger om Randers Kommune. Vi vil fortælle om, hvad Randers Kommune kan, og ikke om hvad Randers Kommune ikke kan – og vi ved, det er en nem sag, for Randers Kommune kan så meget, som ingen andre kan. Vi tror på, at en attitude, der fokusere på de positive ting, vil trække hele kommunen i en positiv retning. Det er nu engang sjovere at gå rundt med et smil på læben end en sur mule.

Vi ser muligheder

Vi accepterer ikke ordlyden ”Det kan ikke lade sig gøre”. Vi udfordrer den med tilgangen om, at alt kan lade sig gøre, hvis man finder den rigtige løsning. Vi vil se muligheder for at gøre en forskel, og ser muligheder som den positive udvikling. Vi anerkender, at intet kan løses til alles tilfredshed, og derfor fokuserer vi på langsigtede muligheder.

Vi roser de andre hvor vi er enige

Vi er ikke for fine til at rose andre. Vi ved, at vi alle er i det politiske miljø, fordi vi har noget vi tror på, og det respektere vi. Vi vil hellere mødes over det punkter, hvor vi er enige end at argumentere, der hvor vi er uenige.

Vi går aldrig efter personer

Vi peger ikke fingre, med mindre vi har noget godt at sige. Vi går kun efter personer med et positivt syn, og nævner aldrig dårligdomme. Vi tager skarp afstand overfor udtalelser og handlinger, der bidrager til mistillid til politikere og embedsfolk.

Vi fortæller kun om hvad VI vil

Vi ved, alle andre har så mange gode forslag, de gerne vil frem med. Dem kan vi være enige eller uenige i – eller måske en mellemvej. Til trods for det, fortæller vi ikke om, hvorfor de andre tager fejl. Vi fortæller kun, om hvad vi selv gerne vil. Vi fortæller om, hvordan, vi mener, vi kan lave en positiv udvikling i vores bedste overbevisning. Vi ønsker perspektiv i dialogen.

FREMADRETTET

Vi kommenterer ikke på hvad der er sket

Vi vil ikke dvæle i fortiden af, hvad andre har sagt og gjort. Vi går aldrig efter manden, og nævner ikke direkte sager som negativt våben. Vi tror på idéen om, at vi alle vil hinanden det bedste – og lader tvivlen komme andre til gode. Hvis tvivlen skulle svigte os, drager vi stadig ikke til negativitet, men lader andre om deres og os om vores.

Vi finder løsninger og ikke problemer

Vi har som mennesker oftest lettest ved at finde fejlen, frem for at finde muligheden. Vi vil ikke være med til at finde problemerne, men vi vil gerne være med til at finde løsningerne. Hvis et problem opstår, vil vi være med til at erkende det, men vi vil ikke lade os stoppe af det, men i stedet se mulighederne for at komme problemet til livs. Vi vil løsninger.

Vi ser på hvad vi kan gøre og ikke på hvad er gjort

Vi skal altid blive klogere af fortiden for at komme fremtiden til gode. Men vi skal ikke bruge tid og energi på at kommentere på, hvad andre har gjort af dårlighed tidligere, men kun fokusere på, hvad vi kan gøre bedre i fremtiden. Vi vil ikke bruge ressourcer på at være negativ ladet over for andres tidligere beslutninger, men kun i fælleskab med dem blive enige om, hvad vi kan gøre til forskel for fremtiden.

Vi lader os inspirere af fortiden for løsninger i fremtiden

”Alting var bedre i gamle dage.” Vi kender det alle – dengang vi var i en anden tid var græsset grønnere om sommeren og sneen højere om vinteren. Men måske er det rigtigt. Måske gjorde man ting i tidligere samfund, som vi for længst har glemt, men som vi igen kan lade os inspirere af på ny. Vi vil derfor ikke være bange for at kigge flere årtier eller århundreder tilbage, for at se hvad man gjorde en gang, som vi måse kan lade os inspirere af i dag. Lære og lade os inspirere af historien.

Vi vil ikke stilstand men kun forbedringer

Vi nægter at lade os dvæle i stilstand. Det samfund, der står stille står i forfald. Derfor er vores primære mål, at uagtet hvilket område vi berører, så er det kun fremgang og forbedringer, der er en mulighed. Vi skal bidrage til Randers udvikling og ikke gennem stædighed og ufejlbarlighed forestå byens afvikling.

ANSVARLIGT

Det må IKKE blive dyrere at være Randrusianer

Vi tror ikke på at flere midler nødvendigvis altid er løsningen på alle problemer. Hvis man starter en isbod på Grønland, og oplever den har svært ved at køre rundt, nytter det ikke nødvendigvis noget at putte flere midler i isboden, men måske tværtimod tænke; hvad er min intention egentlig med den her isbod? Gør jeg tingene rigtigt? Vi tror i højere grad på, at den danske velfærd vi kender, er bygget på næstekærlighed og gode intentioner frem for ønsket om at opkræve flere midler fra borgerne til videre forvaltning. Randers er i forvejen en af de kommuner i området, der har den højeste beskatning af sine borgere. Det er derfor ikke flere midler fra kommunens borgere, der er behov for, men en nytænkning om hvad velfærd i virkeligheden er.

Vi tænker på fremtiden uden at forgælde nutiden

Vi vil ikke være med til at sende en regning videre til de næste generationer – tværtimod. Vi vil smarte løsninger, der sikrer fremtiden uden, at det forgælder de kommende generationer igennem lån og uholdbare løsninger. Det er essentielt, at gælden holdes nede, og at overforbruget ikke tager overhånd. Vi vil have mere og nær velfærd for færre midler igennem mådehold og smarte løsninger.

Det handler om ordentlighed for hinanden

Vi lever i en tid, hvor det demokratiske samfund er noget af det mest essentielle, vi har. Et samfund, hvor alle i vides muligt omfang er lige og har lige muligheder, skabt igennem indflydelse i demokratiet. Det er en stor ære og privilegium at repræsentere befolkningen i demokratiet og kræver gensidig respekt mellem de folkevalgte og borgerne. Men respekten er ikke noget, der kommer af sig selv, den skal man gøre sig fortjent til. Det kræver også, at vi taler ordentlig til hinanden og behandler hinanden med respekt for forskellighed. I et demokrati har vi ret til at være uenige. Vi vil have plads til forskellighed, og vi behandler hinanden og andre med respekt i væremåde og tiltale. Vi deltager i demokratiet, for at tjene borgerne og ikke for egen vinding.

Vi respekterer ejendomsretten og den personlige frihed

Grundloven er noget af det fineste vi, som danskere, kan fremvise for verdenen. Og derfor skal vi hylde og overholde den i idéens fineste udlægning; retten til personlig frihed og at eje noget. Vi skal værne om og respektere borgerne og deres besiddelser. Projekter, der involverer andres ejendom, levebrød eller frihed skal altid behandles med størst mulig respekt for individet.

Vi tager ansvar og løber ikke fra det

Vi vil altid søge derind, hvor ansvaret er, og vi vil ikke løbe fra det, når vi først har taget det. Vi indrømmer, hvis vi laver fejl – det er kun menneskeligt, og erkender at ikke alle beslutninger er lige populære. Vi ved nemlig, vi vil gøre en forskel; ikke for at blive valgt til noget, men fordi vi har et oprigtigt ønske om at ændre vores samfund til det bedre.

© Copyright - Fusion Randers